Connie og hans hangarer fulde af historie
den vidunderlige “Connie” Edvard har været i nyhederne lidt sent efter meddelelsen om, at han placerede sin unikke samling af et halvt dusin Hispano Buchon-krigere på markedet. Med det tilsyneladende salg af disse fly, plus Edvard’ Spitfire og Mustang, troede Krigsfugle, at vores læsere måske kunne lide at læse dette stykke af Brian Mattheus om et møde, han havde med Edvard for nogle år tilbage. Vi har tilføjet mange fascinerende fotografier taget af en ven af familien Edvard i 2010 og 2012. Artiklen giver et interessant kig på den karismatiske tekstan aviator, og vi håber du er enig.
Brian Mattheus tager det videre herfra…
jeg kan godt huske den store spænding, jeg følte, da min mor tilbage i 1969 tog min bror & jeg med ind i Theatre Royal under vores lange sommerferie for at se den nye Guy Hamilton-instruerede film: ‘Slaget ved Storbritannien’.
det var min første virkelige oplevelse af en stor Verdenskrig to film op på ‘storskærm’… og, oh boy, hvad en actionfyldt film det var, (stadig er i virkeligheden), og det var virkelig tale om min skole og blandt alle mine andre venner, der havde ligeledes også set filmen i løbet af deres ferie!
en gang tilbage i skolen efter pausen, samt at tale om den film, vi alle havde set og grundigt nydt i løbet af sommeren, var der så den ekstra spænding ved bytterne & handler af de tilhørende tyggegummi ‘cigaretkort’, der gjorde de runder, der blev udstedt for at komme sammen med filmens udgivelse. Baseret på de utallige officielle pressestillinger fra filmene, Jeg kan huske, at mine unge venner og jeg snart havde vores udfyldning af det oprørende, intetsigende tyggegummi indeholdt i pakkerne den nye skoleperiode, da vi arbejdede hårdt for at samle alle de fantastiske kort i serien..!
på det tidspunkt havde jeg absolut ingen anelse om, at jeg, et helt liv senere, faktisk ville stå i en kæmpe flybøjle over i dybeste tekst, der klatrede over & omkring selve Messerschmitt Bf-109 ‘erne og føre Spitfire fra filmen og samtale med chief stunt pilot med ansvar for alle de amerikanske’ crop dusters’, der fløj vintage fighters i filmen!
en af grundene til min rejse alle disse år senere var at tale med en Me-109 pilot, men desværre var den fighter, der skulle være på det konfødererede luftvåbens årlige helgeudstilling på sin flybase i Midland-Odessa, blevet tvunget til at grøfte et sted i ørkenen på vej til udstillingen. Barmhjertigt, selvom piloten var OK, var flyet ikke, hvilket efterlod mig at kaste mine Øjne rundt for en anden mulighed, hvis det overhovedet var muligt.
så spurgte nogen mig,om jeg kendte til Connie Edvard… ” Connie hvem?”Jeg spurgte i frygtelig ignorance…to han ejede også omkring et dusin af filmens spanskbyggede ME-109s… og han levede kun en 50 mile kørsel fra Midland…
Connies nummer blev fundet, og jeg lavede et foreløbigt opkald, der blev besvaret af en bluff stemme, der straks blødte, da han hørte min engelske stemme. Tilsyneladende Connie var ikke for vane at give medier samtaler, men som en ‘Anglophile’ sagde, at han ville ville elske at møde mig, hvis jeg ville komme ud til hans ranch. Så den følgende dag, lejebil booket, jeg befandt mig på motorvejen, der kørte ud til Big Spring på udkig efter hans ranch, ikke klar over, at det var næsten halvdelen af størrelsen..!
jeg kan stadig huske udseendet på bygningsarbejdernes ansigter på siden af en meget varm & støvet vej midt i ingenting, da jeg stoppede, afviklede bilvinduet og spurgte høfligt (i noget af en ‘Oksford-engelsk’ accent), hvis de venligt ville pege mig i retning af Connies ranch..!
når fundet, jeg begyndte den lange køretur fra motorvejen over hill & dale alle gennem store bomuldsmarker til en lang luft-strimmel med massive bøjler og, parkering op, jeg gik over til den nærmeste og åbne en lille dør, trådte ud af den blærende varme for at se en enorm Catalina flyvende båd og bagsiden af to mænd i overalls bøjning løbet fifle med nogle motor del på gulvet.
” Hr. Edvard?”Jeg råbte og dukkede op Connie, typiske landmandens olieagtige dungarees, en snavset baseballkasket bag på hovedet og et grin fra øre til øre…”velkommen dreng…kom ind og tag en øl”..den varme Teksthilsen, jeg begyndte at vænne mig til i denne vidunderlige del af Amerika. Efter vores indledende chat og introduktioner inviterede han mig til at hoppe ind i sin gamle pick-up truck udenfor og (ledsaget af den mest voldsomme udseende ‘angrebshund’, jeg nogensinde havde set, der alarmerende sprang ind bag mig og stak hovedet mellem de to forsæder og slavered alarmerende nær mit højre øre), skød vi over asfaltstrimlen til en anden lige så stor bøjle.
her igen træde ind ud af den brændende middag-dag varme, som mine øjne langsomt vant til dysterhed jeg blev mødt af den mest utrolige syn… en’ multiple flystyrt’ med dele af ME-109s over hele butikken, vinger Her, skrog der, haler hængende fra taget… hvad I alverden var lige sket..?
da jeg så min forvirring, forklarede Connie stille, at produktionsselskabet for filmen i ’69 havde brugt år på at skure verden på udkig efter de krævede ME-109′ er, få om nogen tilbage i Tyskland. Spanierne havde imidlertid været kunde hos Messerschmitt under deres borgerkrig og havde erhvervet et antal af de nyeste ME-109 ‘er i slutningen af 30’ erne, inklusive en sjælden 2-sæders træner, der blev brugt, efterkrigstidens Anden Verdenskrig, af en spansk luftvåbens oberst, og disse var fortsat med at flyve ind i 1950 ‘erne og begyndelsen af 1960’ erne.
producent Harry Saltsman havde formået at købe alle ME-109 ‘ erne (plus flere stadig flyvende Heinkel-111S), fra den spanske regering, og disse med Rolls Royce-udskiftningsmotorer monteret, var de fly, der blev brugt i lufthandlingsscener.
Connie fik til opgave at samle en ‘eskadrille af bush-piloter’ for at komme over til Europa og flyve det meste af flyet, inklusive de Spitfires, som vi nu ser på skærmen… faktisk tog Connie føringen Spitfire-rollen, og så var det endnu mere en skoledrengsdrøm, da vi vandrede ind i den næste bøjle for at se den faktiske Spitfire stå der, omend dækket af støv & snavs, foran mine øjne… men da jeg stadig trængte fra at se så mange af filmflyene fra min ungdom stående her i forskellige tilstande af forfald måtte mine første spørgsmål til Connie være: “hvorfor og hvordan..?”
tilsyneladende, ifølge Connie, den færdige film, som vi nu regelmæssigt ser på TV, var ikke helt den film, der til sidst skulle vises, da meget af luftsekvenserne endte på skærerumsgulvet, og da filmselskabet manglede penge, blev der taget en række genveje. Så når det kom til at blive betalt, var det den mangel på penge, som Connie (så åbenlyst en fabelagtig velhavende oliemilliardær) simpelthen sagde ‘fint, jeg tager flyet som IOUs’… og han havde faktisk alle ME-109 ‘ erne plus de to blyspitfires efterfølgende kasser op og sendt hjem til Italien i stedet for hans filmbetaling!!!
utroligt, i en tredje bøjle så jeg gennem den yderligere dysterhed et par slanke, men helt støvdækkede, stempelmotorede kampfly i en usædvanlig grå & grøn camouflage: og da jeg kiggede nærmere, sprang Mine øjne næsten ud af mit hoved, da jeg indså, at jeg faktisk kiggede på 2 Verdenskrig to-æra USAAF P. 51 Mustangs..!
igen så Connie mit spørgende udtryk og svarede: “Ja, To originale Mustangs: jeg fløj dem i den nicaraguanske borgerkrig, og de kunne heller ikke betale mig… så jeg fik også disse to skønheder sendt hjem!”
jeg må sige i hele mit arbejdsliv, at jeg aldrig har mødt en sådan karakter som Connie, han var virkelig en tekst engang, og min tid med ham og hans anden verdenskrig fly var lige ude af denne verden… men den mærkeligste ting var endnu ikke kommet. Jeg skulle allerede indse, at jeg var i selskab med både en venlig mand og en ægte eksentrisk og grænser op til eksentrisk selv, Jeg genkender bestemt tegnene. Men efter at have taget mig med på en rundvisning i ranchen og derefter gik mig ud, brysthøj, ind i midten af en bomuldsmark (og da jeg spurgte, hvad den raslende støj nær mine fødder var, fortalte. “Åh det er bare en rattle-slange!”Jøsses, jeg har aldrig indset, at jeg kunne bevæge mig så hurtigt!!), spurgte han mig roligt, om jeg gerne ville se på det ‘hus’, han byggede?
nu var jeg klar til noget, eller så tænkte jeg, og efter endnu et drev crested vi en bakke og der før mig… var en halvbygget Camelot! Connie var blevet så begejstret for vores historie i sin tid i Storbritannien, at han ved sin tilbagevenden til England begyndte at bygge sig et ægte engelsk slot – selv ned til at bygge sig en ‘slot mursten-maskine’..!
en guidet tur på dette slot (inklusive et besøg på hans kontor for at se fotos på hver væg af ham i cockpiten på næsten ethvert kampfly, du kunne forestille dig), førte mig til sidst til en enorm egetræsdør, gennem hvilken var Camelot hovedkvarter, en enorm hal med minstrelgallerier & skjolde & lanser på hver væg, et massivt banketbord og endda en indgang ned på klippegulvet, hvorigennem du kunne svømme fra hans udvendige pool, dykke under den ydre væg og komme op i den vigtigste baronial Hall..!
på dette tidspunkt begyndte jeg at spekulere på, om varmen kom til mig, da jeg fortsatte med at vandre i bedøvet mode efter Connie omkring hans slot… at se alle de originale anden verdenskrig kampfly i hans hangar var en ting, men det var en anden.
der var dog en sidste vittighed at komme fra denne joviale ‘Anglophile’:.. fører mig ned en gammel, mørk passage-måde i stygian dysterhed, vi kom op mod en anden en massiv gammel dør.. “gå på søn, åbne den op…” Connie grinede, da han trådte tilbage for at lade mig igennem…
gribende den enorme smedejern håndtag jeg åbnede døren og skubbede den tunge vægt indad ledsaget af en rigtig ‘Hammer House Of Horror’ hvin af rustne hængsler… at blive konfronteret med en masse spindelvæv, og skubbe gennem støvet & muck jeg indså, at jeg var i en ‘gammel’ vinkælder. Connie kom forbi mig og rakte ud efter en flaske og trak den ned fra det støvede rack, blæste spindelvevene væk for stolt at vise mig flaskeetiketten… med sidste måneders dato den!
Connie var kun gået og bygget sig selv en spindelvevfremstillingsmaskine… og der tænkte jeg, at det kun var vi briter, der var så vidunderligt ekscentriske..!
virkelig en utrolig dag… virkelig en utrolig mand..!
ophavsret 2013
————–
som en særlig oplevelse troede vi også, at du måske kunne lide at se en fantastisk video på Connie Edvard, der for nylig blev sammensat af en talentfuld fotograf/videograf Mike fisser, der forklarer, hvorfor Edvard har besluttet at sælge sin samling af krigere fra Anden Verdenskrig. Sørg også for at kigge efter de ekstra stillbilleder under videoen!
Connie fra Mike fisser på Vimeo.
derudover har vi nogle mere fascinerende billeder fra aircraft collection, igen leveret af en ven af familien.
