[de hyppigste elektrolytforstyrrelser i akutafdelingen: hvad skal der gøres med det samme?]

Hyponatræmi er den mest almindelige form for elektrolytforstyrrelse i nødrummet. Symptomerne er uspecifikke og omfatter kvalme, svimmelhed og ofte falder. Typiske symptomer på svær hypernatræmi er opkastning, cerebrale anfald, somnolens og endda koma. Den specifikke indledende laboratoriediagnostik inkluderer måling af serumelektrolytter, serumglukose, serum og urin osmolaritet og natrium i urinen. Hovedformålet med den kliniske undersøgelse er at estimere volumenstatus. Hvis en patient har hypovolæmi, er en infusion af isotonisk natriumchloridopløsning (0,9 %) den valgte metode. Hvis patienten er euvolemisk, kan syndromet af upassende antidiuretisk hormonsekretion (SIADH) eller (neurotrope) lægemidler være årsagen. I disse tilfælde er den primære foranstaltning begrænsning af væskeindtag. Da en hurtig korrektion af natriumniveauer kan føre til pontin myelinolyse, må stigningen i natriumkoncentration ikke være mindre end 10 mmol/l inden for de første 24 timer og 18 mmol/l inden for de første 48 timer. kliniske symptomer på hyperkalæmi inkluderer neurologisk (f.eks. muskelsvaghed, parese, hyperrefleksi, kramper og dysæstesi), gastrointestinal (f. eks. kvalme, opkastning og diarre) og hjertesymptomer (f. eks. dysrytmi og ledningsforstyrrelser). Calciuminjektion stabiliserer hjerterytmeforstyrrelser med det samme. For et hurtigt fald i kalium ved at skifte kalium til det intracellulære rum kan administration af glucose med insulin og højdosis inhalativ administration af betamimetika anvendes. Kaliumeliminering opnås ved infusion af isotonisk natriumchorid (0,9 %) med i.v. administration af furosemid, ionbytterharpikser og hæmodialyse.