En monolog fra filmen Chicago af Bill Condon

Roksie: “jeg har altid ønsket at have mit navn i alle papirerne. Før jeg mødte Amos bruger jeg til dato denne velhavende grimme bootlegger. Han plejede at tage mig ud og vise mig frem. Grimme fyre kan lide at gøre det. En gang sagde det i avisen, ” ganglands Al Capelli set på Ches Vito med sød blond chorine.”Det var mig. Jeg klippede den og reddede den. Du ved, hele mit liv ville jeg have min egen handling. Men nej, nej, nej, nej, det er altid nej, de afviste mig altid. En stor verden fuld af nej! Og så kom Amos. Sikker, søde Amos. Hvem siger aldrig nej. Ohh. (coy fniser) jeg har aldrig gjort dette før, men du ved, det er sådan en særlig aften, og du er sådan et stort publikum! (bifald fra “publikum”) og, og, jeg føler bare virkelig, at jeg kan tale med dig, du ved? Så glem det, du har læst i aviserne, og glem det, du har hørt i radioen, fordi, fordi, fordi jeg vil fortælle dig sandheden. (fniser) ikke at sandheden virkelig betyder noget, men jeg vil fortælle dig alligevel. I sengeafdelingen var Amos……nul. Jeg mener, da han elskede mig, var det som om han fik en carborator eller noget (foregiver at lege med hendes bryster, efterligne Amos) “jeg elsker dig, skat, Jeg elsker dig!”Alligevel begyndte jeg at narre rundt…og så begyndte jeg at skrue rundt, som narrer rundt uden middag. Så mødte jeg Fred Casley, der sagde, at han kunne få mig ind i vaudeville, men det fungerede ikke helt som jeg planlagde. Jeg tror det ikke rigtig fungerede for godt for Fred heller. Så jeg gav op med hele vaudeville-ideen, fordi du skal regne efter alle de år-muligheder går bare forbi dig. (synger) men det er det ikke, Åh nej nej nej nej, men det er det ikke. (taler igen) og nu, hvis denne Flynn fyr får mig af med al denne reklame, fik jeg mig en verden fuld af ja!.”