kompromisdannelse

i psykoanalysen, en form, der antages af et undertrykt ønske, ide eller hukommelse for at få adgang til bevidsthed som et symptom, normalt neurotisk (1), en drøm (1), en parapraksis eller en anden manifestation af ubevidst aktivitet, idet den oprindelige ide forvrænges uden anerkendelse, så det ubevidste element, der skal undertrykkes, og bevidsthed, der skal beskyttes mod det, begge delvist tilfredsstilles af kompromiset. Ideen blev introduceret af Sigmund Freud (1856-1939) i 1896 i sin artikel ‘Yderligere bemærkninger om Forsvarets Neuro-psykoser’ (standardudgave, III, s. 162-85, på S.170) og udviklet yderligere i sin bog indledende forelæsninger om psykoanalyse (1916-17): ‘de to kræfter, der er faldet ud, mødes igen i symptomet og forenes. Det er også af den grund, at symptomet er så modstandsdygtigt: det understøttes fra begge sider’ (standardudgave, s.358-9). Se også valg af neurose, tilbagevenden af den undertrykte, substitutionsdannelse, symptomdannelse.