En samtale med Claire Rudy Foster

da jeg blev bedt om at tale med Foster om deres kommende novellesamling, Shine of the Ever, klappede jeg mine hænder sammen og vinkede i min stol. Vi havde endnu ikke mødt, hvilket er overraskende, fordi vi begge bor og skriver i Portland, Oregon, og har masser af venner til fælles. Jeg var spændt på endelig at få chancen for at møde dem, og høre om deres arbejde.

Shine of the Ever er Fosters anden novellesamling. Deres første, jeg har aldrig gjort det før, adresseret afhængighed med en lignende polyvocalitet. Men Shine of the ever fejrer kønnethed. Efter karakterer fra hele kønsspektret, og LGBT-samfundet, samlingen afspejler livet i et punk-farvet Portland midt i sin egen genopfindelse. Fra en havneby til en Tømmerby til dens nuværende, post-Portlandia-iteration (fyldt med fugletatoverede hipsters), Portland er både en karakter og et kalejdoskopisk kulisse for Fosters fantasi med mange pragt. Smart, tankevækkende, sjov og romantisk, Fosters Portlanders traipse, shimmy og stomp deres vej gennem hinandens liv, nogle gange bevidst og nogle gange ikke. De ankommer på hjørner på samme tid, eller deler ekskærester, eller passerer hinanden på landmændsmarkedet. Oplevelsen er meget som at bo i Portland, hvor det undertiden er umuligt at undgå at løbe ind i mennesker, du kender. Eller ankommer til steder på nøjagtig samme tid. Du kan læse et eksklusivt Uddrag her.

så da Foster og jeg ankom på hjørnet samtidigt, næsten nøjagtigt fem minutter før vores planlagte samtaletid, føltes det som et tegn. Inden for få minutter chattede vi så behageligt, at jeg glemte at starte min optager. Når jeg endelig gjorde det, vi talte i over en time, om alt fra ændringerne i Portland, til familiehistorier og forskydning, til astrologi, til den sidste enhjørning.

***

Rumpus: så fortæl mig om dit forhold til Portland. Fordi Portland virkelig føles, for mig, som den gennemgående karakter i det evige.

Foster: Det er. Det er den uudtalte karakter. Det er min Anna Karenina. Jeg tror bare i de sidste par år, jeg har virkelig måttet affinde sig med det faktum, at jeg er en Portland forfatter. Hvilket er noget …

Rumpus: det er en ting.

Foster: Det er noget, jeg ikke var super pumpet om, ærligt talt. Jeg elsker Portland, men jeg vil ikke sige, at jeg er en del af skrivefællesskabet her på den måde, som nogle andre er. Jeg er kommet til at acceptere, at Portland er, om jeg kan lide det eller ej, meget en del af, hvem jeg er nu, og at det informerer min kunst. Men, ja, jeg mener min historie med Portland går langt tilbage, som de siger. Min familie kom til Oregon i en overdækket vogn i 1842.

Rumpus: Virkelig?

Foster: jeg har stadig stykker af vognen i min lejlighed. Mit familiemedlem, der kom her, var den anden og ugunstige søn af en meget velhavende britisk familie, der ejede en massiv plantage i Carolinas og var en af grundlæggerne af en universitetsby.

Rumpus: Hold Da Op.

Foster: Ja. Så denne ugunstige søn, uanset grund, forlod hjemmet, efter at hans uddannelse var afsluttet og blev lejesoldat i den franske og indiske krig. Billederne af ham, der findes, viser en meget alvorlig og kompromisløs, vild mand. Han var en af de mennesker, der kom ud her, at finde arbejde som en guide, slags en pioner. Han havde sluttet sig til et vogntog i Georgien og tog dem ud til Oregon i 1840-1841, og var en af de mennesker, der underskrev et dokument i Champoeg, Oregon, der sagde, at vi ønsker, at Oregon skal være en del af USA. Han var en af de oprindelige gentrifiers, hvis du vil kalde ham det. Eller de oprindelige kolonisatorer. Min far var i militæret, så vi sprang rundt. Men jeg holdt altid bånd til Portland. Vi blev sendt hertil om sommeren. Jeg er meget tæt på min bedstemor, især. Og Portland har været mit hjem på fuld tid siden 2002. Så det er sådan, hvor bogen begynder. Jeg ved, at vi sagde i beskrivelsen, at det er 90 ‘ ers æra. Men for mig har 90 ‘ erne været omkring tyve år i Portland.

Rumpus: nå, drømmen om 90 ‘ erne lever stadig her, eller det var det.

Foster: jeg har været med i den serie.

Rumpus: jeg er sikker på, at du har. Jeg tror, at hvis du har boet her længe nok…

Foster: Det er en del af reglerne. Hvis du har boet her længe nok, skal du være på Portlandia. Og du ved, hvor de gode donuts er.

Rumpus: hvad du lige sagde om at vende tilbage til Portland igen og igen? Jeg har lyst til, at tegnene i dine historier alle kommer til Portland lidt anderledes. Det er næsten som om du fangede den følelse af at komme tilbage til Portland igen og igen med forskellige øjne og nogle forskellige perspektiver.

Foster: nå, det er lidt af vittigheden, ikke? Det er sjældent at møde nogen, der er født her, voksede op her, og blev her.

Rumpus: så du går af Foster og din bog er udgivet under Claire Rudy Foster?
Foster: Korrekt.

Rumpus: og når folk er som, “Hvad kalder jeg dig? Hvordan henviser vi til dig?”

Foster: jeg siger høfligt ” jeg går under mit efternavn.”Slags hveps-y, tror jeg.

Rumpus: jeg kan godt lide det.

Foster: hvis jeg havde været tidligere i mit citat-uncitat “karriere” forud for dette, tror jeg, at jeg nok bare ville have ændret det helt. Men på dette tidspunkt har jeg skrevet så mange steder. Jeg mener, jeg tror… et år udgav jeg over to hundrede artikler og, synes godt om, to bøger, du ved? Så vidt bylines går, er det meget at rydde op. Det er bare ikke det værd. Også, jeg kan godt lide ordet “Foster.”Jeg synes, det passer mig. Det er et verbum. Det betyder “at tage sig af noget.”

Rumpus: det er dejligt.

Foster: Tak skal du have. Og du ved, jeg er lidt misundelig på mine venner, der kommer til at genskabe sig selv, før de bliver en offentlig person. Men det havde jeg ikke. Så jeg er bare, hvad jeg er. Der har været mange konsekvenser for mig at komme ud som trans og derefter holde mig til mine våben. Det har været meget, meget hårdt. Og det har også været svært for dem, tror jeg. Og jeg har været meget heldig at finde accept andre steder, du ved? At have en familie af valg. For ikke at føle, at jeg er helt uønsket.

Rumpus: familier af valg dukke op en masse i glans af nogensinde.

Foster: de gør. Det var et virkelig vigtigt tema. Jeg mener, historierne i bogen blev skrevet, tror jeg, begyndende i 2005. Dette var en lang spredning. Disse er ikke alle nye stykker. Nogle af dem er blevet offentliggjort før. “Pas de de” blev udgivet i 2006, tror jeg, og blev nomineret til en bedste pris på nettet på ristet ost. “Venus Conjunct Saturn” blev udgivet i en anden antologi og blev nomineret til en Pushcart. Disse historier har eksisteret lidt, nogle af dem. Titlen stykke startede som min senior afhandling.

Rumpus: i undergrad?

Foster: Ja.

Rumpus: det er lang tid.

Foster: Det har været tretten år. Så det tog tid for disse stykker at komme sammen. Men jeg tror, at denne proces er parallel med min egen voksende selvbevidsthed. Du ved, jeg ved, at jeg har været underlig for evigt. Jeg har været ude for altid. Men trans ting er nyt.

Rumpus: så dine forældre havde det godt med kønnethed, de flippede bare ud—

Foster: de ignorerede det.

Rumpus: Åh, de ignorerede kønnheden?

Foster: “du kan gøre hvad du vil. Bare hold det for dig selv.”

Rumpus: jeg ser.

Foster: og de sårede mig. Men samlingen tror jeg virkelig kom ud af det ønske om at føle sig holdt. At gå gennem dette sted at vide, at du ikke er alene. Du har sandsynligvis haft denne oplevelse, men når du har boet i Portland længe nok, du vil ikke være i stand til at gå nogen steder uden at se nogen, du kender.

Rumpus: Ja.

Foster: uanset hvor stor Portland bliver, Har jeg bemærket, at det stadig er en lille by på den måde, og det ville jeg virkelig afspejle i samlingen. Synes godt om, bevidst at forbinde karaktererne, deres kolleger, der ikke kender hinanden, eller postbudet, eller den ultimative lesbiske. Den fungerende ting, der er, at” jeg har sovet med din eks, ” men ingen af os mødte hende virkelig. Du ved? Bare alt det der. Deling af ekser. “Vores” kæreste. Du ved, den slags ting?

Rumpus: Åh, jeg havde et spørgsmål om det. Åh! Fordi da vi dukkede op på hjørnet på samme tid, det er derfor, jeg var ligesom, “dette er ligesom din bog. Det er en ting. Dette ville ske i din bog.”Det føltes som en scene.

Foster: Det er en scene. Det kunne være en scene.

Rumpus: Nå, jeg kigger efter det i din næste samling. Okay, så jeg spekulerede på nogle af de hekse, Tarot, Horoskop-y ting, der er i glans af det evige, og dets forhold til kønnethed. Hvordan har du lyst til, at disse to ting støder op mod hinanden?

Foster: først og fremmest er astrologi homoseksuel.

Rumpus: Fortæl mig mere.

Foster: Det er. Du ved, da vi talte om fredag den 13., og femme magt bliver undergravet af patriarkatet, jeg bemærkede, at i underlig kultur, om det er tunge-i-kind, eller campy eller hvad som helst, der er et reelt ønske om at have den magt og komfort, som troen giver uden religiøs struktur, hvilket kan være ekstremt undertrykkende for skæve mennesker. Gud er et tilbagevendende tema i bogen såvel som spiritualitet. Og for mig er astrologi, tarot, hedenskab, ritual, spiritualitet. Det er et sted uden for kirken, hvor vi stadig kan finde vores magt og høre til. Det er alternativet til Gud, Gud Faderen, derude. Gud som hersker. Men det er også, jeg mener, du ved, at en pige flirter med dig, når hun spørger, om du kan linke op på Co-Star.

Rumpus: jeg ved ikke engang, hvad det er.

Foster: er du heteroseksuel?

Rumpus: Nej!

Foster: ved du, hvad dit stigende tegn er?

Rumpus: Mm-hmm

Foster: Ja, homoseksuel. Men det er vittigheden. Fordi ligesom i Portland, hvis du kender dit solskilt, dit måneskilt, og dit stigende tegn, du er sandsynligvis underlig.

Rumpus: Ja. Vandmænd. I tilfælde af at du undrede dig. Jeg spekulerede også på, når du talte om astrologi og hekse og hele dette alternativ… jeg voksede op i det nordlige Californien, og min mor var meget ny tidsalder, og derfor afviste jeg disse ting i meget lang tid. Jeg var som: “det er som det lort, min mor gør, og jeg vil ikke have noget at gøre med det.”

Foster: Det er retfærdigt.

Rumpus: Men så mødte jeg nogle mennesker, der ikke var som min mor, som jeg elskede, der fortalte mig, “ingen, magi er som om du kan forkynde, hvad du vil være en trylleformular. Ligesom du kan sige, hvad tingene er, og de bare er.”Og jeg var ligesom, Åh! Du behøver ikke at få strøm fra en anden. Det kan være dit eget.

Foster: en af de ting, jeg kan lide ved det, er, at det i sagens natur er anti-hierarkisk.

Rumpus: Ja! At.

Foster: jeg mener, du kan tilmelde dig en klasse, og du kan få din astrolog, som du kan lide, eller jeg tror, vi kan lære af hinanden. Men der er begrebet magt-over, magt-under er ikke rigtig en del af dette system. For mig er astrologi stenografi for den frihed i selvet. Og fra et underligt perspektiv, jeg synes, det er virkelig bemyndigende at sige som “ja, mit liv er magisk. Ja, jeg er fuld af magt. Mit liv er en besværgelse. De ord, jeg taler, har betydning, fordi de vil ændre alle, de rører ved.”Det er magtfuldt. Jeg har ikke brug for tilladelse til at tale.

Rumpus: højre, hvilket er enormt. Og den anden ting, jeg tænker på med kønnethed og hektisk spiritualitet, er, at det hele går forud for dette andet lortlag, som vi alle er vokset op med som tradition.

Foster: denne gamle ting?

Rumpus: Ja, ye olde lort lag. Du ved, den der?

Foster: jeg elsker det.

Rumpus: jeg er så veltalende. Der er så mange forskere i din bog. Er du en videnskabelig person?

Foster: slags. Min mor var en park ranger for femogtyve år, og jeg blev rejst trække invasive ukrudt i marker. Sådan gjorde vi tingene. Bevarelse, det er en virkelig, virkelig vigtig værdi i min familie. Hendes far er professor i marinbiologi, der rejste mig tidevandspooling på Californiens kyst. Så det har altid været den måde, jeg ser tingene på. Jeg tror også, at de taksonomier, vi bruger, er en egen magi. Jeg tror, der er en ide, der er udbredt i flere åndelige stier, hvor hvis du kender noget sande navn…

Rumpus: navngivningen, mm-hmm.

Foster: …du kan kalde det ved det navn, og det vil svare dig. Så jeg ser, at i videnskaben, hvor folk kan isolere disse ting, partikel eller denne organisme, og navngive det og se det, så vil vi eje det.

Rumpus: så mit spørgsmål er: alle disse ting eksisterer dog uden deres navne. Som om der var atomer og kvarker, der skete, før nogen var omkring for at navngive det, så hvad er magien ved at navngive? Giver det os en falsk følelse af forståelse om en ting, som vi faktisk ikke forstår?

Foster: det gør det. Og jeg tror, for mig selv, navngivningsprocessen, og identificeringsprocessen, er bemyndigende, og også begrænsende. Jeg synes, det er meget fristende at sige, “Jeg er denne ting, og jeg vil være denne ting i morgen.”Men min identitet findes ikke inden for sprog, og det er okay. Jeg forklarede, at hvis nogen kalder mig en “hun”, kan jeg ikke lide det, men det handler ikke om mig. Jeg tror, at andres opfattelse og det sprog, de bruger, siger meget mere om sig selv end om mig.

Rumpus: nå, det er vejledende for, hvad de ser.

Foster: Det er hvad de ser. Er du bekendt med den sidste enhjørning?

Rumpus: Ja.

Foster: Okay. Så der er denne scene, hvor enhjørningen er blevet fanget af heksen, husk? Mor Fortunas Midnatskarneval. Og enhjørningen er blevet holdt i et magisk bur.

Rumpus: er ikke Mia Farge enhjørningen?

Foster: Ja. Alan Arkin, Jeff Bridges. Og mor Fortuna, som måske bliver spillet af Angela Lansbury nu, når jeg tænker på det. Hvilken rollebesætning! Enhjørningen er forvirret, fordi hun ser sin refleksion i stængerne på buret, og der er et andet jernhorn. Heksen kastede en trylleformular på hende, og et andet horn voksede ud af enhjørningens pande. Og heksen siger: “ingen ved, hvad du er. Jeg var nødt til at give dem et horn, de kunne se, fordi ingen ved, hvad du er.”

Rumpus: Åh, rigtigt, fordi folk ikke kan se enhjørningen.

Foster: medmindre du er ligesom, en uberørt jomfru, og hvor var de i middelalderen?

Rumpus: Ingen Steder. Selvfølgelig.

Foster: enhjørningsradaren blev undertrykt gennem patriarkatet.

Rumpus: patriarkatet ødelagde enhjørningsradar!

Foster: Tak skal du have. Patriarkatet tog enhjørningerne fra dig.

Rumpus: jeg er så sur! Og det får mig også til at tænke over, hvor meget min datter elsker enhjørninger, og det gør mig trist.

Foster: de er fantastiske. Enhjørninger kan gøre alt. Jeg har lyst til, indtil jeg begyndte at markere min identifikation og være virkelig på forhånd som, “ja, jeg er en underlig, ikke-binær, transskribent,” indtil jeg begyndte at tilpasse disse etiketter, jeg følte mig ikke set. Hvilket er fjollet, fordi min identitet eksisterede…

Rumpus: fordi du var der hele tiden. Ligesom kvarker.

Foster: Ja, men jeg blev ægte, da jeg havde et navn til det. Du ved? Og jeg ser andre mennesker gøre det arbejde og virkelig lægge det derude, og jeg har så meget beundring for dem, at hævde den ting. Selvom det er, du ved, ufuldstændigt og ufuldstændigt, er det noget. Og det var virkelig vigtigt for mig at skrive en bog, der ikke havde nogen triste slutninger. Jeg er så træt af, at mærkelige og trans og femme og kvindelige mennesker bliver brugt som ofre igen og igen.

Rumpus: kan du tale lidt med mig om berømtheder? Som om jeg kunne give dig en hypotese om, hvorfor astrologi er i din bog. Men berømthed er en tråd herinde. Det er en interessant tråd, der føltes uventet.

Foster: jeg tror Stillehavet Nordvest, især, og grunge Kultur, og punk, og alle de ting har været meget anti-berømthed. Hvor det anses for ukøligt at ønske at være berømt. Men i rigtig lang tid er det som om du blev berygtet, eller kendt, du var en udsalg.

Rumpus: Ja.

Foster: fra mit perspektiv ved du, at klovnen i min sidste historie siger: “jeg vil gerne være berømt, fordi jeg gerne vil vide, om jeg vil have det eller ej.”Der er et ønske om at blive set. Jeg vil gerne ses. Jeg vil have folk til at lytte til mig. Og jeg tror, at alle har det sådan. Jeg tror, det øjeblik du opretter en kvidre konto, eller en Facebook-konto, du deler med verden, som du ønsker at blive lyttet til, og at du har noget værd at sige. Og jeg er meget okay med den impuls i denne bog. Berømthed betyder at blive fejret, og hvem ønsker ikke at blive fejret?

Rumpus: jeg elsker det.

Foster: i forhold til at være trans er en af de ting, jeg har lært siden jeg kom ud, at folk vil se. De vil stirre. De vil lytte. De er nysgerrige. Og jeg tror ikke, jeg vil være berømt for at være trans. Jeg ville elske at være berømt for at være en vidunderlig forfatter.

***

foto af Foster af Kaitlyn Luckov.