favorit kærlighedsdigte
Kim Addonio
1. Sang af sange, Canticle 4
på trods af forsøg på at kaste sangens sang som hellige tekster, der henviser til Guds kærlighed til menneskeheden eller til Jomfru Maria, forbliver de henrivende i deres sensualitet. Katalogiseringen af den elskede krop, at finde alt perfekt—dette uddrag fanger den svage oplevelse.
2. “Når Man Er Gammel . . .”af Vilhelm Butler Yeats
jeg indrømmer, at jeg først stødte på dette digt i filmen Peggy Sue blev gift, i den scene, hvor den unge Byron citerer det til Kathleen Turners karakter og derefter forkæler stemningen ved at citere nogle af hans eget eksekverbare vers. Det er et noget melankolsk digt i sidste ende med sin “hvordan kærlighed flygtede”, men hvad der forbliver i hukommelsen er den dejlige påstand om en dyb kærlighed, der ser ud over kroppen.
3. “Som vi er så vidunderligt færdige med hinanden” af Kenneth Patchen
en lyrisk romantisk fremkaldelse af postcoital lyksalighed, der minder mig om nogle af Pablo Nerudas fantastiske kærlighedsdigte til sin kone, Matilde. Tjek Nerudas 100 Kærlighedssonetter, hvis du virkelig vil imponere din elsker.
4. “Chance Meeting” af Susan brun
jeg kan godt lide den måde, dette digt legemliggør det evige mysterium for selv dem, som vi har elsket og levet med lang tid, og hvordan dets rytmer flyder på alle disse kommaer, uden hvilepunktet i en periode, i det lange, suspenderede, erotisk og følelsesladet øjeblik af tilgang.
5. “Bar serviet Sonnet #11” af Moira Egan
og på den anden side—for dem alene på Valentinsdag—kan jeg godt lide den måde, denne afgrænser vores søgen efter kærlighed (alle de forkerte steder). Hvis Edna St. Vincent Millay var født et halvt århundrede eller deromkring senere, hun kunne have skrevet noget som dette digt.
Rigoberto Gonce
1. “Juli” af Kasim Ali
dette digt er bedragerisk enkelt—om at ligge på en kirkegård og chatte—men der er så meget bevægelse: fra de levende til de døde, fra jorden til himlen og derefter tilbage igen til et suggestivt kys, der resonerer i digtets kærlige tone. Der er også en interessant udveksling af information mellem højttaleren og hans ledsager; to mennesker fylder rummet mellem dem med filosofi, indtil deres meningsfulde chatter til sidst ruller deres mund sammen.
2. “Lisa” af David Hernandes
jeg elsker absolut den måde, denne højttaler absorberer sin kæreste smerte via et ar, der kommer med en historie uafhængig af forholdet. Nu et par, de bliver udvidelser af hinandens historier, deres frygt, men også deres formuer flettet sammen. Dette digt er et bevis på den komplekse måde, folk lærer at acceptere lykke, lyksalighed, og kærlighed—ved at forestille sig deres verden med fraværet af disse velsignelser.
3. “En un Desconocido” af Lorna dee Cervantes
taleren i dette digt henvender sig til en fremmed, deraf titlen. Der er noget forførende i den måde, hun hvirvler sit ønske og fantasi omkring tungen, hvordan denne ukendte mand sætter hendes sind og krop i brand, og hvordan hun heller ikke helt kan besidde ham eller lade ham gå. Eller er det overhovedet en fremmed? Er det snarere talerens udforskning af en elsker gennem en anden følsomhed? Under alle omstændigheder har Cervantes lavet et smukt kærlighedsdigt så tungt med lidenskab, at det vil visne blomsterne på tapetet.
4. “Aubade” af Amber Flora Thomas
en aubade er en type kærlighedsdigtning, der er en hyldest til afsked af elskere ved daggry. Der er meget at sige for en, der ejer op til den impulsive anden runde, som dette digt gør. Disse elskere deler ikke, endnu ikke, og duften af lyst, der vil blive hængende, er lige så hverdag som de beskidte retter og så repræsentative for intimitet som kønshandlingen. Jeg er også kildet af den dobbelte entender i slutningen af digtet: Det er altid sjovt at ende på et klimaks øjeblik.
5. “Sonnet” af Pablo Neruda
af de 100 kærlighedssonetter i Pablo Nerudas samling, denne appellerer mest til mig. Det mister noget i oversættelsen af mi fea—”min grimme”—som er et spansk udtryk for kærlighed. Denne sonnet spiller rundt med et tilsyneladende binært modsat, grimt vs. smukt, og afslører derefter gradvist, at dette er to sider af den samme person. Begge værdsættes ligeligt.
jeg læste Neruda på spansk, fordi jeg er indfødt, og som sådan er jeg meget kritisk over for oversættelserne derude. Jeg oversatte denne sonet selv, selvom læsere opfordres til at søge Stephen Tapscotts oversættelser i Presseudgaven af 100 Kærlighedssonetter, udgivet i 1986.
Ange Mlinko
1. “Solsikke “af Andr Kristian Breton
Breton tænkte ikke meget på denne lette bit af” automatisk skrivning “før 11 år senere, da han i den første forelskelse af forelskelse med Jacceline Lamba indså, at digtet havde profeteret deres midnatstur gennem Les Halles, den” gård . . . i hjertet af Paris.”Han fortæller historien i L ‘Amour Fou og forklarer” solsikke ” i den, ligesom Dante forklarer sine canoner og sonetter til Beatrice i La Vita Nuova.
Breton slutter L ‘ Amour Fou med et salig brev til sit eneste barn, Aube: “mit lille barn, bare otte måneder gammelt, altid smilende, lavet på en gang som koraller og som perler, du vil da vide, at ethvert element af chance var strengt udelukket fra dit komme, at din fødsel skete på det nøjagtige tidspunkt, det skulle, hverken før eller senere, og at ingen skygge ventede dig over din kurvevugge.””Solsikke”, så ikke bare nogen kærlighedsaffære, men en, der ville opfylde det store alkymiske løfte om kærlighed: en datter.
2. “Tidligere kommunistiske kærlighed Sonnet” af Connie Deanovich
er det min fantasi, eller er det Sappho i ryggen af denne O ‘ Harask valentine? (“Nogle siger trængende kavaleri, nogle siger fodsoldater, andre kalder en flåde de smukkeste seværdigheder, den mørke jord tilbyder. . . .”) Som Sappho forestillede sig, at Helen sejlede på et skib til Troy, “ført på afveje af lyst,” så forestiller sig heltinden i dette digt cinematisk forførende (forførelse, sedition) hendes Chicago-beau ved siden af et russisk skib: begge digte indeholder elskere på baggrund af imperium, vender værdierne af episk og lyrisk, placerer fokus tilbage på det menneskelige hjerte, selvom det, som Deanovich tilstår, er “billig fedtet hypnotisme.”Jeg elsker, hvordan tidens artefakter opnår en slags tegneseriefarve (det fabriksfremstillede røde tørklæde) i et digt, der undgår ethvert forsøg på at være “tidløs” (det indrømmer historie i sin ramme, trods alt) og bevarer således magten til at overraske-et talent, som ingen elsker burde være uden.
3. “Min kæreste”af Camille Guthrie
på den anden side viser et digt som dette, at man også kan gøre lyst til en mands krop episk (“ben som længdegrad og breddegrad . . . hænder som pas . . .”). Renæssancens poetiske former kaldes flammer katalogiseret kvindelige kropsdele, men de var korte former (som Shakespeares “min elskerinde øjne er intet som solen. . . .”). Da hun lagrer sin kærestes dele, lagrer hun verden, og i hans valorisering bliver hun selv en kæmpeinde!
4. “Vend dig først til mig . . .”af Bernadette Mayer
en digter, en hengiven af Robert Duncan, imponerede på mig hans “teori” om, at et stort digt er et, du ville læse for din elsker i sengen. “Vend dig først til mig . . .”mangler måske delikatesse, men ikke elegance, da disse epigrammatiske koblinger er modeller af kortfattethed: “du ankommer om natten inspireret og beruset, / der er ingen grund til vores tøj.”Det er overflødigt at sige, at dette er et perfekt tilgængeligt, klart og simpelt digt, som alle kan forstå. Alligevel mangler det ikke Historie: Det blev skrevet i kølvandet på Mayers herlige oversættelser fra den græske antologi og Catullus—til Brooklynese.
5. “Fra omklædningsrummet” af Medbh McGuckian
O libidinøst sprog, trofast i din Troløshed, måske er du emnet, der ligger til grund for mine yndlings kærlighedsdigte? Højttaleren, en diva, der husker “overladt til sig selv, siger de, hvert foster / ville blive kvindelig . . .”kalder naturen, som introducerer forskel,” fjenden.”Drømmen og undvigelsen er bretonsk værdig (ville det være for udlandsk at antyde en keltisk forbindelse mellem mystikken i McGuckian og bretonsk, der blev født ganske nær Bretagne?), som om dette digt også var en clairvoyance, sproget scrying selv-omklædningsrum kræver spejle, trods alt-for et glimt af den elskede. Princippet om frugtbarhed i kærlighed med sig selv: poesi.
Joel Brouver
1. “sød læser, flannelled and tulled” af Olena Kalytiak Davis
er ikke ethvert kærlighedsdigt et come-on lige så meget for potentielle læsere som dets adressat? Selv når kærlighedsdigtet hvisker sine længsler ind i det tilsigtede øre, Det tjekker ud af hjørnet af øjet for at se, om alle andre noterer sig, hvilken betagende forfører, hvilken fuldendt sød-taler det er. Du kan endda sige, at den elskede i et kærlighedsdigt simpelthen er et middel til at anmode om en læserskare: det er faktisk min kærlighed, læserens kærlighed, som digteren virkelig længes efter. Davis ‘ forførende digt anerkender, leger med og nyder denne beskidte lille hemmelighed. Prøv at læse alle forekomster af” læser “som” elsker”, og bemærk, at digtet stadig fungerer fint. Tag derefter ethvert digt, der henvender sig til en “elsker,” og erstatt “læser.”Jeg satser på, at det også virker. Det lyder måske endda mere sandt.
2. “Den gode morgen” af John Donne
det kan være frustrerende at analysere de indviklede og obsessive metaforer i donnes kærlighedsdigte-jeg kan godt lide at forestille mig en irriteret kæreste, der beder ham om bare at holde kæft og kysse hende—men indsatsen giver store belønninger til den vedholdende læser. Blandt de mange kloge fornøjelser i dette digt er min favorit den, der findes i de sidste tre linjer. Donne henviser til Galens antagelse om, at døden var forårsaget af ubalancer i kroppen, og argumenterer derefter for, at hvis han og hans elskede kan klare at elske hinanden i helt lige mål, vil deres kærlighed—og måske de selv—aldrig dø. Upåklagelig logik; dybt underlig ide.
3. “Vindtryk” af Tony Hoagland
Hvordan kan nogen skrive et inderligt kærlighedsdigt i denne ironiens tidsalder uden at virke som en sap? Sådan gør du. De to første linjer i Hoaglands sidste strofe etablerer hans legitimationsoplysninger som skeptiker, så vi er villige til at holde fast ved ham, da digtet gradvist bliver mere ømt. Læg mærke til, hvordan strofens ordforråd letter os mod sødme ved at tilføje bindestreger af verbal syre til balance: “arbejdsstøvler”, “iskiste”, “problem” og selvfølgelig den endelige tvetydige søm. Forestil dig, hvordan vi ville fnys med hån, hvis digtet manglede sin sidste linje.
4. “Huset blinkede bare i måneskin” af Gertrude Stein
kærlighedsforhold og digte kræver både mønstre og variationer: uden mønstre risikerer de kaos og opløsning; uden variationer, kedsomhed og stagnation. Intetsteds demonstreres dette mere dejligt end i kærlighedsnotaterne Gertrude Stein og Alice B. Toklas skrev til hinanden i løbet af deres lange og glade forening, et ægteskab, som kritikeren Elisabeth Meese har kaldt “en af det tyvende århundredes store kærlighedshistorier.”I en fascinerende introduktion til denne samling af korte noter, der blev hentet fra Stein-arkivet på Yale, forklarer redaktør Kay Turner, at Steins Vane var at skrive indtil sent på aftenen, længe efter at Toklas var gået i seng, og efterlade en note, som Toklas kunne finde, da hun stod tidligt op for at skrive de andre sider, Stein havde skrevet. Noterne er ikke nødvendigvis store kunstværker, men så er det en del af deres charme: de blev skrevet ikke som offentlig litteratur, men som private bevægelser. (Hvilket er grunden til, at”reader”/” lover ” – omskifteroo-eksperimentet, som jeg anbefalede ovenfor, ikke fungerer her.) Den specielle aura omkring disse toner kommer fra amalgam af liv og kunst, de repræsenterer: de glade indenlandske rytmer, der afspejles i de legende sproglige rytmer, og omvendt. En dejlig Valentinsdag gaveide til din litterære sindede søde søde søde søde te. Vær forberedt på at lære nogle overraskende ting om køer.
5. “Hymne fra en Vandmelonpavillon” af Stevens
Stevens betragtes alt for ofte som en rent cerebral digter, metafysikeren af “Snemanden” og “noter mod en højeste fiktion.”Men Stevens—især Stevens af Harmonium-kan være fræk! I dette digt, måske endda ligefrem raunchy! Nogle gange er en plantain ikke bare en plantain!
6. “Floden ved Ulven” af Jean Valentine
når jeg ser over de digte, jeg har valgt her, bemærker jeg, hvor maniske nogle af dem synes i sammenligning med roen—på en gang udsøgt delikat og knusende intens—af en linje som Jean Valentins “din finger tegner min mund.”For at sætte sondringen i videnskabelige termer, som Donne sandsynligvis ville have værdsat, er de fleste kærlighedsdigte drevet af kinetisk energi; Valentins Kogger med potentiale.
7. “Hvem end du holder mig nu i hånden” af vald Hvidman
jeg elsker Hvidmans kærlighedsdigte fra afsnittet” Calamus ” af græsblade. De er fulde af ærlig, lusty opmærksomhed på kroppe, men også løbende påmindelser om, at så fundamentalt godt og smukt som kærlighedens forening kan være, noget holdes altid tilbage, hvad enten det er ved design eller skæbne, en del af os, der forbliver uvidende for vores elskede, uanset hvor villige vi er til at afsløre os selv. Hvad mere kunne den” ene ting “uden hvilken” alle vil være ubrugelige ” være? Det vil jeg gerne vide.
SHARON OLDS
1. “Passerer gennem” af Stanley Kunit
2. “Parkinsons sygdom” af galgen Kinnell
3. “Den gode morgen” af John Donne
4. “The Cloister” af Michael Mattheus
5. “når du har glemt søndag: kærlighedshistorien” af Gvendolyn Brooks
